Dagens historie ligger nesten 450 år tilbake i tid, til tida omkring 1570. I Bergen levde på den tida presten Absalon Pedersson Beyer. Hans dagbok fra årene 1552–1572 er en av landets viktigste kilder til kultur- og sosialhistorie på 1500-tallet. Den 14. april 1571 hadde Absalon fått brev nordfra, fra hr. Nils på Alstahaug i Nordland. Hr. Nils fortalte om de opplevelsene en mann fra Åsen ved Trondheim hadde hatt jula før, blant annet båttur med et troll:
År 1571, 14. april.
Hr. Nils på Alstahaug [på Helgeland] skrev til meg, og jeg fikk hans brev denne dag. Blant annet skriver han at det var en bonde i et bygdelag som heter Åsen, ved Trondheim. Han begynte juledag å fare omkring til sine granner og drikke og forsømme prekenen. På den fjerde juledag kom han til en stue for å drikke, og da de alle var drukne, falt de alle hastelig i søvn. Og denne mann våknet opp, men de andre sov. Han stod straks opp, gikk ned til sjøen, skjøt ut en gammel båt, og et stykke åre tok han med seg.
Som han rodde med den, så han seg tilbake, og da så han et troll sittende uti skotten og styrte båten. Det hadde ikke noe hode, og det hadde et hull midt gjennem seg, der som brystet skulle være, så bonden kunne se midt gjennem det. Siden kom de til en høybod, en fjerdings vei fra gården, og der steg de i land. Der kom mange onde kompaner omkring bonden, og de ledet ham opp i høyboden. Da bonden kom der inn, da stod det et talglys og brente midt på golvet, liksom det var forgylt, og huset så ut som det hadde vært staselig prydet.
Disse kompaner sa til bonden at enten skulle han følge dem til helvetet og bli hos dem, eller han skulle gi dem en av sine lemmer. Og selv tilstod bonden at han hugg tre hugg med øksen til sin venstre hånd. I det fjerde hugg mistet han hånden like ovenfor tommelfingeren, men bonden vet ikke om det var han eller de andre onde kompaner som gjorde det (= som gav ham det fjerde hugget). Siden forsvant de onde, og om aftenen kom en kristen mann til ham og viste ham et lys som skulle ledsage ham hjem. Da for han den vei som alle mann gruer for. Da han kom hjem og hustruen bad ham være velkommen, sa han: «jeg vet ikke hvor vel jeg er kommen».
Da drog han stompen av sin vante. Da hans folk så det, ble de forferdet. Da begynte han først å blø. Så hentet de til ham Hr. Sjurd i Skogn. Han gav ham sakramentet. Og alt dette fornevnte har han bekjent for presten. Den andre dagen for hans folk etter hans farveg, som syntes uti snøen, til samme høybod. Der fant de øksen som var borte, og intet blod så de mer enn tre dråper. Det er alt sant. Fornevnte Hr. Nils skriver også at to bønder har skåret strupen ut på seg selv, og at to bønder ville flykte bort med en bonde som bor ved Reinsklosteret.
(Gjengitt etter Skogn Historie IV A, s. 390).
Originalteksten lyder:
Aprilis 1571 […] [14] Screff her Nils paa Alstahoug mig M: Absalon thil. fich ieg hans breff denne dag. Blant annitscriuer han at der var en bonde vdi it bygdelag hos Trondhiem heder Aasen, han begynte juledag at fare om kring til sine grander at dricke oc forsøme predigen Paa den fierde juledag kom han i en stuue at dricke oc der de alle vore druckne fulle de alle hasteligen vdi en søfn oc denne mand vagnede op, men de andre soffued stod strax op gick til søes, skød vd en gamel baatt oc itstycke aare tog han med sig, som han rodde der med, saa han sig til bage, der sad en trol sidendis vdiskuden oc styrde baaden, han hafde inted hofuid, oc hafde it hul mit igennom sig som brystid skulde vere saa at bonden saag hannom mit igennom. Siden komme de til een høbud en fierding vey fraa gaarden, der stege de i land, der kom mange onde kompaner om kring bonden, oc ledde honnom op i høbuden, der bonden kom der ind, da stod der it talgelius oc brende mit paa guluit lige som det vore forgylt, oc husitsaag vd som det hafde veritstatzligen prydit, desse companer sagde til bonden at han skulde enten fylge dennom til heluede oc bliue hos dennom, eller han skulde gifue dem een aff sine lemmer, oc sielff bestod bonden at han hug try hug med øxen til sin venstre hand, i det fierde hug miste han handen hart ofuen for tommelfingeren, men bonden ved icke om han heller de onde kompaner det giorde siden forsuandz de onde Oc mod afftenen kom en christen mand til honnom oc viste hannom et liussom schulde ledsage honnom hiem Da foer han den vey som alle mand grue for, Der han kom hiem oc hustruen bad honnom vere velkommen sagde han, ieg ved icke huor vel ieg er kommen, da drog han stompen aff sin vante, der hansfolch det saage blefue de forferdede, da begynte han først til at bløde, saa hente de til honnom her Siurd i Skogen som gaff honnom sacramentit, oc alt dette forne hauer hand for presten bekent. Anden dagen derefter gik hansfolch effter hans farweg, som siuntis vdisnøen til same høbud, der funde de haanden som var afhuggen oc liused som brende paa guluit men øxen var borte, oc inted blod saag de meere en tre dropper, dette er altsant. Scriffuer oc forne her Nils at to bønder har skorid struben vd paa dennom sielff Oc at to bønder vilde flyge bort med en bonde som boer hos Reinskløster.
(Kilde: http://www.bokselskap.no/wp-content/themes/bokselskap/tekster/pdf/absalonsdagbok.pdf)
Vi viser her to av Hjeltes oppmålingstegninger av bygningen før ombygging: Plantegning av første etasje, og fasade mot nord. Tømmerkassen ble tatt ned og gjenreist på nye murer.
«Udskrift af Aasens Formandskabs Forhandlingsprotokol.
